Vores verden
Et vandværk uden vand, det er da helt ude i skoven, eller hvad?
Nørup Vandværk ligger ganske rigtigt ude i skoven, men helt uden vand er det dog ikke.
Vandet løber bare i et lukket system, hvor du ikke kan se så meget som en dråbe vand.
Forvirret? Bare rolig forklaringen kommer her:
- Vi pumper først råvandet op fra grundvandet. Det sker i vores 2 boringer ude i indvindingsområdet.
- Indvindigsområdet er det areal, vi henter vandet fra. Forsyningsområdet derimod er det område vi leverer vand til.
- Et filter på den nederste del af forerøret, sikrer at der ikke kommer sand med op fra grundvandet.
- forerøret sikrer at boringen ikke falder sammen og det sikrer at vandet kun hentes fra det ønskede lag i jorden.
- Det er vigtigt at vi ikke pumper for hårdt i boringerne, for så risikerer vi at få pesticider, salte og andet godt med op.
- Vi har et SRO computerprogram på en tablet, så driftsmedarbejderen kan holde øje med boringen og styre den overalt – smart ikke? (SRO = System til Styring, Regulering og Overvågning af vandværket)
- Vandet transporteres til vandværket i rørledninger under jorden.
- Vidste du at vand med ilt også smager bedre?
- Under iltningen frigives jern og mangan. Det bliver til flager og grums som opfanges i lukkede sandfiltrene i vores store tanke.
- Vidste du at et filter består af sandkorn i flere størrelser?
- Vandet opbevares i en rent-vands-tank under jorden indtil det skal ud til forbrugeren.
- Når vandet skal ud til forbrugeren, har vi 4 pumper, som vi bruger til at justere trykket i forsyningsområdet alt efter forbruget.
- Vi har en del landmænd i vores forsyningsområde og dermed også mange følsomme forbrugere, dyrene skal jo have vand.
- For at sikre at vandledningerne er rene laver vi returskyl af og til. Dette er lidt specielt, fordi vi har et lukket system.
- Netop fordi vi ikke kan se om vandet er klart, tager vi en masse prøver som viser os om vandets kvalitet er i orden, før vi sender vandet ud til dig.
- I fældningsbassinet bundfældes jern og mangan og kan på den måde blive fjernet fra skyllevandet. Resten af skyllevandet bruges ikke, men bliver ledt ud til et vandløb eller i kloak. Det bundfældede jern og mangan bliver samlet op af en slamsuger og kørt på losseplads.
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Nørup Vandværk.